Lyn knallert dagbog.



Torsdag d. 17. juni 2004:
I den sidste uges tid har vi knoklet for at få vores knallertdragter
syet færdige. Det tager meget længere tid end forventet af få dem
tilpasset med foer. Vi har fået et par grineflip undervejs. De er ret
sjove, dragterne. Vi har fundet stoffet i Stof 2000. Og som ekspeditricen
sagde; "Vi skulle ikke være nervøse, hvis vi skulle bruge mere ... det blev
ikke udsolgt foreløbig. Det var kun noget de solgte til fastelavn ... til børn!"


Jeg føler mig som én af abedamerne fra Kathrine Ærtebjergs malerier, når
jeg er iført dragten. Vi får prøvet dragterne mange gange ... hver gang
noget skal tilpasses ... Det føles nødagtigt som om, at man tager sit eget
skind af hver gang dragten trækkes af kroppen. De dage hvor jeg har haft
den på mange gange, er det ligesom om at der sker noget magisk ... når jeg
kigger ned ad mit cowboytøj, er det ligesom om at jeg forventer at jeg glimrer
- og i et kort øjeblik simulerer mit øje en funklende dragt.
Hold da op, hvor klæder jeg mig egentlig kedeligt til hverdag!

Nå! Men det gode ved at sidde og sy dragterne er at så har vi tid til at
øve på vores duetter ... Og finde på nye sange. Vores snak falder på
Agnes fra Matador ... en hårdt arbejdende kvinde, der formår at banke
sin egen biks op. Hun er sgu sej. Vi bliver nødt til at lave en sang om
hende!

Lørdag d. 19. juni 2004:
Vi kigger ud af vinduet. Indtil videre har det været en ustadig sommer.
"Byger der går og kommer det er den danske sommer" ... Og denne dag er
ingen undtagelse. Vi er inviteret til en stor fest og vi ser det som en
kærkommen dag at lave vores ur-opførelse af "knallertsange". I går øvede
vi os nede på havnen. Et sted vi troede var øde. En lastbilchauffør og 2
arbejdsmænd over på den anden side af havnekajen spejder over til os
imens vi skråler løs "99 Luftballons ... man wer hatte das gedacht".

Men i dag lørdag er øjeblikket oprundet, hvor vi skal afsløre de sidste par
måneders arbejde i studiet med indspilning af vores første 7 knallertduetter.
Mon vi kan huske alle teksterne og vores dansesteps med knallerterne?
Min søn, Ludwig på 2 år er begyndt at tale ... og hans yndlings sætning for
tiden er "knallertpiger"!

Nå men tilbage til festen!
Vivi og jeg kigger på hinanden. Jo nu er der vist et hul i festen, hvor vi i al
ubemærkethed kan smutte væk og klæde om til guld og glimmer.
Der kommer en rimmelig stor byge ... Nå, vi venter lige lidt med at køre ned
til den lille bådehavn, hvor festen holder til. De små Vinterby Øster huse ligger
sået rundt om den lille havn på bakkeskråningerne. Det er de perfekte knallert
omgivelser at optræde i. Nu titter solen endelig frem. Jubi, vi kører et par
gange rundt på havnematriklen imellem både i dok, rustne søm og skruer.
Festdeltagerne trækker ud i kulden fra det lille bådeklubhus. Solen skinner i
vanddråberne og i de små fimrende guldhår på vores dragter.
Vi er super spændte på hvordan vi bliver modtaget. Det starter godt og ender
godt. Vivi glemmer en sætning og jeg går i sort i et par sekunder. Folk griner
højlydt da vi knalder vores mikrofoner ind i hjelmene.
Vi gasser op ... de får baghjul ... og er afsted igen.

Vi er lettede over vores succesfulde start. Og glæder os til den næste
optræden.

i

Onsdag d. 25. august 2004:
Vi kører glade afsted i regnvejr og og får mange smil fra forbipasserende
og dyt fra bilerne. Vores første optræden føles som det er flere år
siden. Så vi er superspændte. Vi finder hurtigt ud af, at bare det at køre
rundt i guldtøj er en performance i sig selv. Folk reagerer spontant med
tilråb, vink, pift og fløjt fra mange meters afstand ... ja lige med det samme
de spotter os i landskabet. Det er en fantastisk fornemmelse, at folk tilsmiler
os på denne måde ... en ren strøm af totalt gode vibrationer. Nu forstår jeg
fuldt ud hvorfor det er så vigtigt at føle sig elsket, for her kan det virkelig
mærkes!

Vores første stop; 'Netto' på Kerteminde landevej i Seden. Vi stopper
op foran indgangen. Det vækker røre og tiltrækker unge knallertkørere.
Kunder og knallertkørerne er begejstrede ... og det er vi også.
Det går jo super ... lige indtil Vivi får motorstop!

De unge knallertkørere forsøger at starte Vivis knallert, men ak! Det går ikke.
De spørger interesseret til hvor vi har købt dem og hvad de koster.
De synes vi har givet alt for meget for sådan et par gamle Pucher.

... Nå, men vi holder en lille pause i håb om at motoren bare er druknet.
Vi drikker en kop medbragt kaffe, og håber på det bedste. Folk spørger
interesseret til vores guld-outfit. De tror vi er ude at promovere et
firma. Men vi forklarer at vores mission er at sprede lykke og glæde til
folk med vores 'knallertsange' ... og det kan de fleste forholde sig til.

Vi forsøger os igen, men knallerten lyder bare lidt forkølet. Den gider ikke
starte. Så trækker vi afsted - i regnvejret ... der er tiltagende. Bilerne holder
i kø ind imod Odense. Det er nok Lindøværftsarbejderne, der har fået
fri ... Så nåede vi ikke ud og optræde for dem (måske vi tager turen igen
en anden dag). Ja, men så trasker vi ud af landevejen til Bullerup og
føler os som klippet ud af Jon Bang Carlsen filmen 'Ofelia kommer til byen'.

I Bullerup går vi ind til Statoil. De må da kunne hjælpe os ... "Nej, gå hen til
SuperBrugsen, der ligger en cykelsmed".
... Jep, det gør der også, men han repererer ikke knallerter. Han forsøger
alligevel at hjælpe os. Også uden held. Vi er efterhånden noget triste
over situationen.
Hvad gør vi! Vivi ringer til Toke! Toke bor i den samme landsby som Vivi ude
på Hesbjerg. Toke kommer fluks kørende med 2 værktøjskasser. Imellem tiden
får vi sunget et par timer under halvtaget ved SuperBrugsen. Snakket med
en del forbi passerende. Og miraklet sker.
Toke får Vivis knallert startet med en hidsighed, der vidner om at nu er det
tiden 'at ramme vejen igen'.



Vi kører videre i stor fart. Havde det ikke været for Toke, så var vi ikke
kommet videre den dag. (Så nu er vi igang med at brygge en sang
til Toke, vores store mekaniker-helt).

Jubi ... nu er vi glade. Vi udsætter et ophold i Munkebo til fordel for Kerteminde.
Det føles som en stor beslutning ... ikke at følge den planlagte rute. Vi tøver lidt
imellem den sorte bombastiske kristne skulptur og en halv nyfødt regnbue over
Munkebo Bugten, men vi skal jo indhente den tabte tid!

I Kerteminde drejer vi ned ad en lille sidevej.
Vi stopper op ved et behandlingscenter. Beboerne er vildt opstemte. Og de får
hele vores repertoire at høre.

Nu er det aften og vi er er noget sultne. Vi tager ned til hovedgaden i
Kerteminde. Får en Chinabox til 30 kr. og en Cocio. Det hjælper. Vi synes lige
vi vil opmuntre pigen i Kinabixen. Og giver et par knallertsange; "Vi er to
knallertpiger........". Og knallert rappen; "Det var et knald fald egosalg....".

Folkene i mini-biograffen overfor kigger interesseret ud ad døren. Og en
applaus lyder igennem vinduet inde fra huset ved siden af.

Vi kører videre ud til Nord-stranden, hvor en ældre mand sidder og spiser en
sen aften-is. Vi spørger om han vil høre en sang, hvilket han svarer nej til.
Mon ikke det også er lidt overvældende at blive passet op af to guldglitter piger!

Videre op til campingpladsen i Kerteminde, hvor begejstrede tilhørere spørger
om vores videre forløb. Telte lynes op og campingdøre åbnes. Hoveder stikker ud,
for at høre mere. Vi får megen ros for vores sange og opmuntrede drager vi
videre til Kertinge Nor i aftenlyset fra en gul måne.

I Kertinge Nor er der banko-aften og en hob biler er parkeret langs bugten.
Men vi vil ikke forstyre 'gamle Ole', så vi kører videre henimod præstegården.
Vi kører igennem en port og ind i gården, hvor der står et fint træ i midten.
Vi bumler henover brostenene og hen til nogle arbejdsomme spejderledere,
som klapper og er forundrede over at vi dukker op, helt ud af det blå.
En stille sang for disse prægtige grønklædte folk afslutter vores første dag.

... Det er blevet mørkt nu og vi har ikke lys bag på knallerterne, så vi
låner en baglygte af Kirstine, der bor lige rundt om hjørnet ved præste-
gården. Efter en dejlig kop varm grøn te hos Kirstine fræser vi hjem sammen
med mange andre aftenkøretøjer. Lindøværftet lyser majstætisk ud i natten.
Nu skal vi hjem og sove.




Torsdag d. 26. august 2004:
Ups, idag kom vi til at træde i spinaten!
Vi kører glade afsted. Solen skinner ... endelig! Blå himmel og knap så
truende skyer. Turen går imod Stige og vi beslutter at køre til Stige langs
Odense havn.

Vi kommer ned mod havnen. Det ser ud til, at der er en stor markedsdag.
Der er flotte flagskibe, rød og hvid stribede pølsetelte og folk på bænke
der nyder solen.
Vi tænker at her vil folk blive glade for et par sange. Vi triller hen langs kajen
og parkerer knallerterne et sted, hvor der er en tom plads. En flok børn
fra skovbørnehaven i Bolbro med flotte skrig-grønne overtrækstrøjer,
sætter sig til rette foran vores lille fiktive scene. De klapper begejstret
og vil gerne høre en sang mere. Folk på bænkene smiler overrasket over
disse besynderlige guldglitrende dragter ...
Vi er igang med en sidste sang og er ved at dele vore små klister-
mærker ud, da pludselig en knap så glad enlig dame i middelalderkjole
kommer hen til os.
"... Øh næ ... vi har ingen tilladelse", vores motto er at møde folk,
der hvor de er. Og her er de jo! Vi har desværre været uopmærksomme
... Det vi antog for at være en almindelig markedsdag på havnen viser sig
at være en middelalderdag ... og vi undskylder mange gange overfor
arrangørerne at vi kom til at brase ind i midalderstemningen.
Vi kan da sagtens se, at vi er noget videre out-of-space med vores
'knallertsange'.
Vi trækker selvfølgelig stille ud med vores knallerter igen.
En skræmmende stor grøn hjemmeværnsmand med sammenknebne øjne og
meget sur mine giver os besked om; "at så kan vi te os et andet sted på søndag,
når håndboldpigerne vinder guld"!
Lidt underligt til mode kører vi videre ud langs havnekanalen. - Fortiden stødte
ind i fremtidens skjalde med et brag! Vores mening var jo ikke at genere folk,
men at sprede lidt glad stemning med vores sange. Publikum var jo glade, så vi
håber på, at vi trods alt har løftet stemningen lidt hos NOGLE folk.

Langs kanalen ude ved Fynsværket står et par mænd på et fragtskib og arbejder.
De får en lille sang. De vinker til os over fra den anden side af kanalen ... jo vores
'Peavey'-forstærkere bag på knallerten har en god rækkevide.

Vi spørger en dame på cykel der passerer os, hvor vi skal køre hen, hvis vi
vil synge nogle sange for folk i Stige. Hvortil hun svarer at Stige er jo en
meget lille by og der nok ikke er nogle at støve op, men foreslår skolen, da
de snart får fri.

I Stige møder vi en ældre mand på knallert, med en ordentlig pose frosne
spareribs på bagagebæret. Han viser os hen til Stige skole. Der sidder et
par unge piger og taler i mobiltelefon på trappestenen ved indgangen, de
vil gerne høre vores sange. Flere kommer til og udnævner os som de nye
Spicegirls.

Efter et par sange, kører vi videre op til butikken 'Spar' i Søhus,
hvor vi synger for et ægtepar, der sidder i deres bil med åbne døre.
En mand sætter sig på bænken, og kommer med gode råd.
Han giver os penge til benzinen. En nydelig herre med gråsprængt hår, har
lige har hørt os nede på markedsdagen, og synes vores 'knallertsange'
er alletiders og giver os en cola hver.
... Det er godt at få lidt væske. Hvepsene sværmer om os ... om det er Colaen
eller vores dragter?! Vi kører videre.

I Næsby kører vi ind til Tines gamle børnehave.
Bygningen tårner sig op foran os.
Mon der er nogle der opdager os bag den store tunge hoveddør?
Lige pludselig stikker en pædagog hovedet ud af vinduet.
Jo de vil meget gerne høre nogle sange. Børnene strømmer ud af bygningen.
Vi giver et ekstraordinært show og en lille køreopvisning inden vi forlader
børnehaven.

Nu er vi jo kommet til byen, hvor Tine er opvokset og hendes mor Ruth
har lovet at give frokost. Så turen går til Søgårdsvej. Et par arbejdsmænd,
der er ved at rense tage på parcelhusene over på den anden side af vejen,
smiler bredt til os.
Tine får en knallerttaske af sin mor, der måske kan bruges på vores videre
færd til Sydfyn. Vi synger to stille sange for Ruth, "Rock me to sleep", og
"Lige nu er her stille", og hun smiler sødt til os, og spørger om vi selv har
komponeret dem, hvortil vi stolt svarer JA!
Vi kører videre til 'Pipkvarteret' i Tarup, som har den længste fuglebakkevej
nogen sinde set.

For enden af Ternevej har en pige der hedder Katrine børnefødselsdag,
og selskabet siger ja tak til en 'fødselsdagssang', en 'goddag sang',
og en 'vuggevisesang'.



En af drengene spørger om vi kommer til Odense Friskole.
Vi spørger ham hvor skolen ligger, og hans klare kommentar er "at den
ligger sindsygt tæt på en pølsevogn".



Efter sangene trækker vi ind i et af de sammenhængende huse, hvor Kirsten
giver dejlig juice! Vi føler at vi har brugt krudtet for denne dag og kører
stille hjem igen.

Heller ikke i dag når vi hele vores planlagte rute. Men vi bestemmer os for
at nå resterende forstæder næste dag samt Odense Centrum.

Vi må nok erkende at vi har lavet vores planlagte ruter lidt for lange.
Det kræver lidt mere af os selv at optræde og tage stilling til så mange
forskellige mennesker end vi umiddelbart havde troet. Men det har været
dejligt at møde alle indtil videre ... måske med undtagelse af den sure
midalderdame og folkene der lukkede hegnet forsvarligt til efter os på
havnen.


Lørdag d. 28. august 2004:
Åh nej, endnu en dag med motorstop!
Denne dag starter ellers strålende ... Vejret er atter i top efter en regn-
fuld fredag, hvor vi beslutter os for at udsætte turen til næste dag.
(Fredagen bruger vi istedet på at opdatere hjemmesiden, lave klistermærker
og indøve vores nye hit om Toke, der lavede Vivis knallert i onsdags).

Nå, men lørdagen starter som sagt dejligt. Turen skal gå til Odense
Centrum og videre ud til Bolbro og med endesstation i Hesbjerg. Solens
stråler luner os og funkler i vores gulddragter. Vi ligger et visit om
Læsøgade og ind i en lille baggård, et ansigt kigger forundret ud af
køkkenvinduet og opvasken bliver afbrudt af vores lille intermezzo.
Knallerterne lyder fint. Vivi har ingen problemer. Så vi kører videre ned
igennem Munke Mose, hvor der er 'Åregatta' ... der er ingen ørelyd.
Kommentatoren brager igennem højtalerne, så vi nøjes med at cruise
igennem mosen.

Vi kører op på Amfi-scenen på Brandts Klædefabrik, hvor der er forberedelser
til Kashmir-koncert om aftenen. Vi får lov af lydmanden at få 5 minutter inden
lydprøverne går igang. Det er super! En flok unge er allerede linet op på amfi-
scenens bedste pladser parate til Kashmir.
De ekser fuldstændigt ud over vores guldoutfit og knallertshow.
En mener dog at det havde været federe, hvis vi havde kørt på 'Ciao'.
Klistermærkerne falder i god jord. Men så sker det igen!!!!
Vivis knallert går ud ... og kan absolut ikke starte igen. Vores mareridt
starter endnu engang. Den lyder nødagtigt som på vores første dag.
Jeg taler sødt til Puch'en, men ak. Den vil ikke starte.
Jeg forbander at have købt den. Den har ellers været den mest stabile lige fra
starten af, da vi købte knallerterne i 'gul og gratis' ... men nu ... JA,
tanken om at skulle afsted på en 4-dages tur ned over Sydfyn og øerne huer
os ikke. Alle butikker er lukkede, og der står vi så igen. Talentløse på det
mekaniske område! Den nærmeste tankstation er på Øster Stationsvej, så der
trækker vi hen. En rigtig sød mand kommer gående forbi og kommenterer vores
problem. Vi spørger om han kan hjælpe os.

Jo det kan han, han bor lige om hjørnet og har noget værktøj, så der
trækker vi hen med knallerterne. Han drejer lidt på ledningen til tændrøret
og det giver lidt ... men den går hurtigt i stå igen.
Nej nej nej!!!
Han bedyrer at hvis det ikke lykkes, må vi gerne låne hans gule scooter.
Wow, sikke dejligt. Tænk sig, at et menneske som vi aldrig nogen sinde har set før,
viser os så stor tillid!
Han mener at knallerten skal igennem en større reperation, måske noget med
en løs forbindelse i ledningerne. Men pludselig starter den igen. Vivi hviner og
springer op på knallerten og kører afsted i angst for at den vil gå i stå igen.
Jeg takker manden mange gange for hans hjælpsomhed. Og kører hæsblæsende
efter Vivi.

Vi når til Hesbjerg uden problemer. Der skal stå et bryllup på Hesbjerg,
så vi synger 'Kærestesangen' og nogle andre følsomme sange for Erik og Mette.

Så endte det alligevel godt ... også i dag. Men endnu engang med forsinkelser
og en afkortet rute. ... Den knallert skal vist igennem et ordentligt syn en
af dagene!

PS! Jeg læste i avisen i dag:
'Politikken' afholdt i 1950 en konkurrence om om at finde et navn til det
nye transportmiddel. Omkring 700 læsere kom med foreslag, og 30. august
1950 faldt dommens afgørelse. Første pladsen tilfaldt betegnelsen
'motorcyklette', nr. 2 blev 'knallert' og nr. 3 'mykel'. Dommerne kunne altså
bedst lide ordet 'motorcyklette', men allerede under konkurrencen syntes
'knallert' at have størst folkeligt fodfæste.


Mandag d. 30. august 2004:
Netop hjemvendt fra en 4-dages knallertturné til Sydfyn og øerne.
Det har virkelig været 4 oplevelsesrige dage. Og det er næsten ikke til at
bære mere. Vi er opfyldt af stemninger på hele følelsesregisteret. Det er
meget intenst at være på non-stop ... fra vi trækker i dragten om formid-
dagen til vi kaster den af os om aftenen og hengiver os til nattesøvnens
vilde drømme.

Mandag formiddag starter vi fra Hesbjerg. Vi har Toke til at kigge en ekstra
gang på begge knallerter. Tines skal have en ny fjeder på og Vivi´s sæde
vrikkes frem. Vi er klar til at drage ud i verdnen på de nyfiksede køretøjer.
Men først deles klistermærker ud til Mette, Annette og Edmund. Jeg drejer
kådt på gashåndtaget. Spændt på hvordan de 4 dage i træk vil udarte sig.
Jeg kommer utilsigtet til at gasse blå knallertrøg i hovedet på dem ...
og alligevel kalder os de os smukke blomster!

Inden vi sætter kurs mod sydfyn, skal vi lige inden om Kurts Knallert-
butik og have vurderet om der er luft nok i hjulene. Han bliver meget
begejstret for vores guldtøj og sprudlende tilbyder han os en scooter
hver. Lettere forlegne og imponerede over dette overdådige tilbud fra
Kurt, synger vi en sang og drager afsted med ekstra stor selvtillid.

Vi kommer til Folkebo´s Blomsterbutik, hvor vi stiller knallerterne op og
giver et par numre for et par mildest talt ligeglade bilister.
Hurtigt videre. Er vi alligevel ikke så fantastiske? ... hmm, joeh måske
alligevel! De unge der lige har fået fri fra skolen og hænger ud ved Spar-
købmanden i Hjallelse, kan ihvertilfæde ikke forstå at vi gider at køre
helt derud. - Efter én af pigernes mening er Hjallelse er det kedeligste hul
på jorden. Men vi vil jo gerne møde folk der hvor de er, så vi giver
en hæsblæsende udgave til de unge nysgerrige mennesker. En dreng
kommer for sent til bussen og når ikke til fodboldtræning den dag.
Vi skraber det lod vi har fået ved Sparkøbmanden, men det giver ikke
giver bonus så vi kører videre på lykkens landevej.

Solen skinner på de tørre gyldne afklippede kornmarker og vi falder godt
ind i landskabet.

Næste stop Årslev. To små piger stopper op ved en højskole, hvor vi holder
en lille pause. Vi spørger om de har lyst til at høre en sang. De synes vist
vi et lidt underlige ... og det er vi nok også!

I Sdr. Højrup møder vi en ældre vandringskvinde på skistave. Lidt forvildede
spørger vi om vej mod Sydfyn (et kompas ville have været rart). Hun får en
lille sang og så må vi videre ...



Fuck knallerteren går ud igen. Vandringskvinden overhaler os. - Fortvivlelsen
vil ingen ende tage. Knalleteren vil bare ikke starte. "Kære søde Puch, sgu´da
ikke nu ... vi er ikke engang kommet igang"!

"Jeg kan bare ikke opgive den knallert, den er en del af mig nu, kom nu for
helvede, før Tine køber en ny knallert til mig". Åhhh, der er ikke noget at gøre
den er fuldstændig død ... HULK. Lykkeligvis kommer Toke i sin sorte Saab og
hjælper, nok engang. Han har nærmest gude-status nu, platinerne renses og
gennem en telefonopringing til en Puch-kender justerer Toke knallerteren
endnu engang. Den starter som en knallert-kat. Han tager lige en test tur.
Jo han synes den kører rigtigt godt. OK, måske skal vi alligevel holde ved den!

Vi synger "sangen om Toke" til Toke, og han synes slet ikke vi er nogle
spassere, bare ..."at vi måske er lidt skøre"; siger han og klukgriner. Han ryger
den cigaret, Vivi har hentet til ham ved huset hvor vi står.

Vi forsikrer ham at det er sidste gang at vi ringer. Et midaldrende par går
tur med deres Rotweiler. De får også lige en lille afskedssang inden vi vinker
farvel.

Afsted afsted.

Vi når Ringe og kører op til torvepladsen ved SuperBrugsen.
En enlig dame lytter til os på afstand. Pladsen er tom. Hun råber til os at
vi skulle have været der lidt før. Folk spiser aftensmad nu. Vi forklarer om
vores motorstop. Så det kan ikke rigtigt blive anderledes.



Vi drager videre til duften af frikadeller og kartofler fra køkkenvinduerne.
Efter 1/2 times kørsel ad små veje igennem Kværndrup og Stenstrup,
nærmer vi os Ollerup Fri Lærerseminarie. Vi regner med den helt store
optræden her, men det eneste vi kan støve op er to studerende der lige har
været inde og spille badminton. Nå! Det er jo ikke det store publikum,
men to er nok! Vi synger sangen om Agnes. Vi har øvet os på en helt fantastisk
knallertkoreografi, men vi kører fast i perlestenene. Ja, der mange faktorer,
der kan forhindre at en optræden bliver optimal.

Vi overnatter hos Tines veninde, Fregne. Hun har lavet aftensmad til os. Mhh...

Barnabas, hendes søn, er lidt syg, så hun går ind på soveværelset og
trøster ham imens vi spiser os mætte. Vi pumper luftmadrasserne op.
Månen lyser på os igennem den store mørke rude.
Imorgen bliver en god dag!


Tirsdag d. 31. august 2004:
Efter morgenmaden synger vi en sang for Fregne, Barnabas og naboen. Det
bliver nogle lidt stille sange for naboens tvillinger sover endnu.
Dog uropføres den nye dramatiske sang om middelalderkvinden, vi mødte på
havnen i Odense. Vi har øvet den her til morges og fået et par kommentarer
fra Fregne. Den ender med at få en trioliseret intro til hver sætning ... inspireret
af Red Hot Chilipeppers.

Naboen venter spændt på vores uropførsel. Vivi tager en dyb indånding;

  Og du sagde at jeg sku´gå min vej
  Og du sagde at det var din havn
  Undskyld, undskyld, undskyld

... tvillingerne sover videre. Det var godt.

Eleverne på Ollerup Frie Lærerseminarie er samlet i spisesalen, så vi ser det som
en kærkommen situation til at få det største publikum endnu på vores turné.
Det er et dejligt publikum. De griner og klapper.

I Rantzausminde møder vi Hr og Fru Bohr og en scootermand på Tankfuldvej.
Vi leder egentlig efter campingpladsen. De tror vi kommer fra en anden planet.
Scootermanden siger, at han gerne vi med os til Mars, når han har tabt sig!
Hr. Bohr går ind og henter sin kone. De lytter til vores sang.
De er virkelig søde. De udpeger retningen til campingpladsen og vi kører
afsted med følgeskab af scootermanden et stykke af vejen.

Rantzausminde Campingsplads er mest for fastboere. De fleste er der vist
ikke i dag. Vi møder en gammel dame med stok. Hun brækkede sin arm i juni og
har stadig gips på. Hun fortæller at nu har hun snart brækket alt hvad der kan
brækkes i kroppen ... hun klukker lidt og er alligevel ved godt mod.

Campingpladsen emmer af idyl, med hvide gæs, gule blomster og skibe der
sejler forbi i baggrunden til Vivi der synger "Lige nu er her stille". Vivi fortæller at
sangen er opstået af ønsket om at være positiv, når man møder nye mennesker.
... Og det er præcis den følelse vi er opfyldt af efter at have mødt så mange nye
mennesker.
Damen sætter sig på en bænk og vi synger "Knallertsangen" ... uden knallert ...
for ikke at skræmme gæssene. Det virker lidt forkert!

Derefter gå turen forbi Svendborgs aktivitetshus for sindslidende og
Svendborg Torv på gågaden. En gruppe drenge liner op foran os. Vi synger
Nena's "99 Luftballon" og vi får alle øvet os lidt på de tyske gloser ... Das ist
super.



Efter at have indtaget en pizza på en af restuarenterne i gågaden kører
vi til Tåsinge.

Ved Valdemars slot møder vi en turistfamilie, men de har ikke lyst til sang,
så vi kører videre til Lundby, hvor vi møder et ægtepar, der står og bikser
med hjulet på deres bil ... De så os inde i Svendborg og har heller
ikke lyst til at høre en sang, da de straks skal videre ...

Nå! Tåsinge føles foreløbig ikke som den store succes. Så vi beslutter os at
køre videre over broerne til Langeland, men lige før vi skal til at køre ud på
dæmningen til Siø, støder vi alligevel ind i en nysgerig sjæl; Anders som ejer
Tåsinge Campingplads. Han står og titter ud af vinduet i campingkiosken.
Hans venner sidder på bænkene under halvtaget og får en fyraftensbajer.
Vi synger et par sange og får en dejlig varm kop kaffe og chokolade af
Anders. Efter en snak og gedigne jydske vittigheder og lidt af hvert,
suser vi videre. Det trækker op til regn ... og vi trækker i regntøjet.

Vi når over broen i et roligt tempo, med Vivi hængende helt ude på
cykelsti kantstenen, fordi hun har højdeskræk.

Vi når Rudkøbing og regnen står ned i lårtykke stråler.
Vi får en dame til at stå ud af sin bil og tage et billede af os med broen i
baggrunden. Hun viser os vej mod Rudkøbing Efterskole. Vi har nemlig
aftalt med Fregne at kigge forbi og give nogle numre til efterskoleeleverne.
Så kan vi få lov at overnatte der.



Det skal blive godt at komme i tørvejr. Det er kun anden gang at vi
når ind under én af de mange regnskyl, der fyger henover det danske
sensommerland. Vi har faktisk været ret heldige på det meste af vores
turné. Vi kommer som regel lige efter regnskyllene. Men denne her gang
lykkes det os at komme under én.

Vi farer vild i regnen og ender oppe ved et plejehjem. Vi stiller op foran
hovedindgangen. Oversygeplejersken åbner de automatiske døre op for os.
Og de gamle køres ud i indgangen i deres kørestole. De lytter med stor glæde
og hver gang vi siger, at nu er det den sidste ... så vil de høre en mere.
Det er jo dejligt med et fanatisk publikum, der bare vil have mere!
Vi deler klistermærkerne ud og suser videre over nogle fodboldmarker.

Vi kører ind på en gårdsplads med solgule længer.
Hvor er eleverne henne?
Det er da efterskolen! Vi gasser ekstra op for knallerterne for at gøre opmærksom
på vores ankomst. Nu begynder der at stikke nogle hoveder frem bag ruderne.
To piger råber; "Vi vil ha jeres støvler"! Men dem går vi ikke af med.
Støvlerne er livsvigtigt udstyr. Vi fryser skinne-benene af, hvis vi ikke har dem på.
Det er faktisk temmelig koldt at køre over lange afstande, så vi er glade for vores
specielt foerede guldjakker og bukser ... og langskaftede støvler.
Egentlig havde vi tænkt på at aflevere støvlerne tilbage til butikken, fordi vi synes
de var lidt dyre og vi var bange for at vi ville have for mange udgifter på
reperationer, men nu er vi ovenud glade for at vi har valgt at beholde dem.

... Nå men tilbage til gårdspladsen ... Vi gør alt hvad vi kan for at få
opmærksomheden. Pludselig stikker Fregne hovedet ud af et vindue
oppe under taget. "Nejjj, I bliver nødt til at være stille. Kan I ikke vente lidt!
Der er stilletime". Fregnes hoved forsvinder igen. Vi kigger forundret på
hinanden. Øh ... stilletime. Vi ved ikke helt hvad vi skal gøre af os selv.
Vi er et øjeblik i forvirringens vold. Der dukker flere og flere elever op.
Hvis der er stilletime nu, så ødelægger vi det godt og grundigt.
Der er ingen vej tilbage. Eleverne hujer og kigger forventningsfulde på os.
En elev siger, at de har fået lov at afbryde stilletimen.
Fregne kommer til syne igen; "Det er OK nu".

Det er Fregnes første aftenvagt på efterskolen. Hun er lige blevet ansat i
praktik for det næste års tid. Så hun skulle lige checke med en anden lærer
om det var OK ... hun henter nogle flere elever.
Vi gasser ekstra op og kører rundture på pladsen og synger i vilden sky.
Det giver stor applaus. Fregne tager et stort gruppefoto med alle på.
Vi får anvist vores vogn "Bornholmeren", hvor vi skal sove. Vi får lidt
aftensmad over fra køkkenet og spiser frikadeller og kartoffelsalat i vores
nye hjem.

Bagefter reparerer vi på vores gulddragter.
Dragterne bliver lidt medtaget på sådan en tur. Guldhårene slides af og krøller
mistænkeligt et vist sted.
Det er lidt fedt at tænke på at guldhårene drysser af på asfalt, grusstier og gulve.
- Vores færd forsvinder aldrig, og folk vil samle guldet op, og undre sig over hvor
det kommer fra. Måske vil de kunne spore os ... ligesom i "Hans og Grete".

Ind imellem får vi besøg af nogle af de nysgerrige elever, der er spændte på
at se hvordan vognen ser ud indeni. De vil gerne have den som rygevogn,
men har kun fået lov til at have et bord og nogle bænke udenfor.
Øv, det er de rigtigt trætte af.



Om aftenen går Vivi og jeg over i spisesalen til aftenkaffe og kage som
eleverne har været med til at bage. Martin og nogle andre elever sætter
sig ved vores bord. Martin fortæller spøgelseshistorier og vifter med hånden.
Han har skrevet "Michelle" med store sorte bogstaver på hånden.
Homonerne fiser afsted igennem lokalet imellem kagekrummerne. Man bliver
helt overvældet. Nå ja ... det var måske sådan det var, da vi var unge! Nu
lyder det måske som om at jeg føler mig gammel, men det gør jeg egentlig
ikke, bare mere erfaren og det er egentlig meget rart.

De er virkelig søde alle de unge mennesker og utroligt kontaktsøgende.
Man kan mærke at de har brug for bekræftelse hele tiden. Og de kæmper
om hvem der kan få størst opmærksomhed.

Aftenkaffen er færdig og vi vandrer over den mørke gårdsplads. Det er sort
og regnfuldt. Det skal blive godt at sove. Vi er begge trætte men opløftet
over en rar dag.
Martins spøgelseshistorier sidder lidt løst under huden og kryber langsomt
nærmere imens vi nedfælder et par tegninger af de mennesker og situationer
vi glemte at tage fotos af. Husvognen som vi skal sove i, hyldes ind i natte-
stormen og vores bekymringer om vejrsituationen for de næste par dages kørsel.

Jeg kan ikke rigtigt sove og ligger og vender og drejer mig så stille som muligt.
"Sover du Vivi ?" Hun hvisler søvnigt. Jeg begynder at brygge på nogle linier til en ny
knallertsang ... mon jeg kan huske dem imorgen tidlig. Jeg satser på, at det kan jeg,
for jeg gider ikke rejse mig op efter papir og pen.


Onsdag d. 1. september 2004:
Onsdag morgen, i efterskolens fritstående barak "Bornholmeren" trækker vi tiden
ud i køjesengene. Det føles som om, at der ikke har været søvn på tapetet
den nat. Blæst og regn på ruden og ukendte lyde har trukket stregerne op i
vores ansigter. Vi griner dog og skimter ud af vinduerne, står knallerterne op
endnu? Jo heldigvis, jeg ringer for at høre om færgerne sejler fra Rudkøbing
til Marstal, og en noget overrasket stemme svarer at det gør de naturligvis,
der skal meget til før der er aflysninger ... Åh, jeg ringer lige én gang til for at
høre om vi skal resevere til knallerterne. Det er ikke nødvendigt. En lille stemme
siger i mig at måske er det lidt overdrevet af mig at reagere sådan på blæsten.

Nå, Pernille (Fregne) inviterer os på morgenmad (formiddagskaffe) sammen med
lærerene på skolen. Vi sætter os forsigtigt, og får med en hvisken, mælken
ekspederet ned til vores ende. Der gives beskeder og praktiske bemærkninger.
Stille slapper vi af og bliver en del af det voksne liv omkring bordet, lærerne er
meget søde og spørger hvad vi laver. En lærer har fødselsdag og serverer den
fladeste og tørreste kage med pålagte pålægschokolade-stykker ovenpå. Den
smager bare så godt, af den simple grund, at han turde servere sådan en "misser".
Vi lover at give et nummer inden vi kører mod færgen.

På kajen møder vi en ældre dame med en fyldt kuffert på hjul. Hun skal til
Marstal med nogle købmandsvarer til en 90-årig dame. Det er hendes gamle
barnepige hun besøger en gang om ugen ... Så er rollerne byttet om. - Hun
plejer sin gamle nany. Det er rart at høre, at der er nogle der tager sig af
de gamle kære, selvom man ikke er i familie ... men måske det nogen gange
er nemmere sådan. - Så er der ingen klemte familiefølelser i vejen. Damen
med kufferten har en accent som siger mig at hun ikke er fra Langeland.
Hun er oprindeligt fra Sjælland, men er flyttet til Nordlangeland, for at være
tættere på børnebørnene og hendes søn. Hun savner cafélivet i Købehavn.
Men synes det er rart at være tæt på børnebørnene.
Vi snakker lidt om den varslede færgestrejke og håber på at den ikke
starter førend vi er kommet på fastland igen.

Ærø
Færgen støder med et hult bump ind i færgelejet i Marstal. Vi kører i land
på knallerterne. Knallerterne overlever den lidt urolige tur over havet. Det
stormer som bare fanden, men så kan det måske give lidt liv til den døde
havbund.

En lastbil stopper op. Chaufføren som har en lille Café i Ærøskøbing
spørger om vi ikke kigger forbi om aftenen. Vi takker for tilbudet og har det i
tankerne på vores videre færd.
Samtidig kommer en flok turister gående. Sikke et syn, de må have et billede
af os. Vi giver dem nogle klistermærker, men vi kan mærke at vi lige skal have
lidt vind under fødderne og afsøge det nye territorie, inden vi er i stand til at
give et par sange.
Så vi kører en runde i Marstal. Byen virker lidt forladt.
Oppe i gågaden kigger nogle nysgerrige ansigter ud imod os fra en lille hjørnegrillbar.
Vi synger et par sange. To små piger er vildt nysgerrige. Den ene pige må ikke
modtage noget fra fremmede, så hun afslår at modtage vores klistermærke.

Vi kører lidt videre og beslutter os for at finde de turister der tog billeder af os,
for at synge et par sange for dem. Men lige pludselig er de som forsvundet fra
jordens overflade. Lidt ubeslutsomme kører vi videre til Ærøskøbing.

Vi tanker op ved den førstkommende købmand. Folk virker lidt mutte og det
påvirker os. Måske det er den storm! Den varsler for alvor om, at nu er sommeren
slut ... selvom det føles som om den slet ikke er startet endnu!



På vej mod Ærøskøbing, viser et skilt mod "Sct. Alberts". Det vækker vores
nysgerrighed. Og vi drejer af fra hovedvejen. Da vi nærmer os turistattraktionen
viser det sig at være et gammelt kirkefundament, der ligger faretruende nær
havets kant. Det vil med sikkerhed skride i havet efterhånden som de mange
efterårsstorme vil æde sig ind i Ærøs skrænter.
Her er mennesketomt. Kun skarverne kigger på os ude fra deres pæle imellem
bølgerne. Et åbent tomt ishus og en lyserød barnecykel smidt ved et blokeret
vindue i en gammel 4-længet bondegård sætter fantasien igang hos Vivi. "Lige
om lidt sker der noget forfærdeligt", råber Vivi til mig rundt i svinget. Jeg kigger
forfærdet på Vivi. "Nej, sådan noget må du ikke sige". Jeg drejer en ekstra gang
på gashåndtaget. Vi fræser videre.

Måske er det det religiøse tunge vingesus, der udånder sit åndedrag her,
med alle dens forfærdelige handlinger gjort i Guds navn, der gør at man bliver
lidt ilde til mode. Måske er det bare den polerede byboer, der let skræmmes af,
at kunne mærke naturens kræfter i den tiltagende storm og hvad stormen
kan gøre ved huse og bygninger.

Vi kører et godt stykke tid. Ingen mennesker i syne. Kun en lille hund bjæffer af
os. Så er her måske alligevel nogen. Pludselig ender vejen ved en gårdsplads.
Vi overså måske et skilt med "blind vej". Tanken om at vi skal forbi Sct. Alberts
igen huer mig ikke. Men vi kører tilbage. På tilbagevejen ser vi en dame der sidder
og læser i en bog under en blomstrende parasol på en gårdsplads. Vi vinker til
hende og kører ind på pladsen. Vi spørger om det kan være rigtigt at vi ikke kan
køre langs havet til Ærøskøbing.

Efter vi har givet et nummer, byder Jytte os på kaffe . Det siger vi ikke nej til.
Hun disker op med Ærøske pandekager. Mhh ... de smager fantastisk. Jeg spørger
til hvad hun læser. Det er bibelen. "Det skal der noget motivation til for at gå igang
med", siger Jytte.
Hun startede med at interessere sig for Jehova's Vidner da hendes søster som 12-årig
fik interessen for det. Det var efter krigen. Jytte fortæller os om den fornemmelse
det var om natten at blive vækket, og sendt ned i kælderen når flyene brummede
henover byen. Så sad de tæt klinet op ad de mugne vægge med en nøgen pærer i
loftet, og en stor mørk og skinnende vandpyt, der lyste op i midten af rummet.



Jytte spørger os hvad meningen er med livet. Og det er jo et meget stort
spørgsmål at svare på. Men jeg tror det er at nyde livet i fulde drag, imens
vi har det. Undgå sure mennesker og lade være med at udføre handlinger,
som man ikke bryder sig om, for andre menneskers skyld. To simple regler,
som jo i sig selv kan være temlig svære at efterleve, da det kræver stort
ansvar og ikke mindst selvindsigt. Vi snakker i et godt stykke tid om livet
og hvad man kan gøre ved al den elendighed.

Vi takker mange gange for te og kager og giver en sidste sang
inden vi kører. Jeg kan se Jytte bliver meget rørt, og det bliver jeg også.
Hun vinker farvel til os og siger at hun aldrig ville glemme os. Og jeg tror
heller ikke jeg vil glemme hende. Vi vinker med et smil på læben og kører
videre mod Ærøskøbing efter Jyttes anvisninger.

I Ærøskøbing på den smalle gågade passerer en gruppe tyske turister og
en guppe børn fra skibet "Bien", forbi os. Børnene er på tur med skolen fra
Roskilde. Vi synger for de butiksdrivende, murerne der er igang med nabo-
butikken, børnene og to tyske kvinder der vælger at stoppe op, trods det
at de ikke fatter et ord dansk.

Vi beslutter os at udsætte turen til Søby til den næste dag, da det
stormer så meget, at der var risiko for at blive kastet ud på vejen.

Vi finder frem til et meget smukt pensionat midt i Ærøskøbing. Huset er i
ældgammel klunkkestil og med skrånende gulve. Vores landlord klapper
hænderne sammen; "Sikke nogle fantastiske dragter". Hun spørger om vi
dog ikke nok vil kigge forbi Folkehøjskolen, hvor hun også underviser i kunst.
Det er jo pudsigt.
At vi lige vælger hendes pensionat.
" Jo det vil vi meget gerne. Men ikke i aften".
Vi er fuldstædig udmast og trænger til at gemme os lidt væk.
Vi aftaler med hende at komme den næste formiddag. Dog kan vi ikke give nogle
bestemte tidspunkter, for vores turné har mange overraskelsesfaktorer, men vi
lover højt og helligt, at vi kommer inden kl. 9.30.

Fuldstændig udaset kaster vi os på sengene i det lavloftede hyggelige "Grønne
værelse". Det er dejligt at komme til et sted, hvor man kan se der er lagt
personlighed i indretningen, selvom det ikke er en stil jeg ville indrette mit eget
hjem efter. Der er alt for mange dingenoter, der skal støves af. Det er ikke lige mig!

Jeg tager det første bad i mange dage.
Dynen er forfærdelig dejlig. Vivi siger, "Her kunne vi godt invitere kæresterne
til en honey-moon". Jeg foreslår hende at medbringe en luftmadras, for
sengene her er i gammel stil og kun lige lange nok til, at jeg selv kan ligge
i fuld længde. Vi spiser vores madpakke som vi fik med fra efterskolen.
Pålægget smager hjemmelavet og himmelsk sammen med vores medbragte
lomme lærke med gammel dansk. Varmen breder sig i kroppen og ud i de
kolde tæer. Det er nu rart at komme af med gulddragt og støvler, bare lidt.

Vi falder lidt hen og vågner igen ved 20-tiden. Nu er det vist tid til lidt
aftensmad. Valget går på nærmeste restaurant. Dagens menu er skrubbe
og nye kartofler. Tjeneren kommer ind med noget der ligner en amerikansk
steak. En kæmpe skrubbe, der fylder hele tallerknen. Vivi, som er opvokset
i Jylland tæt på havet, fortæller hvordan den skal parteres. Vi formår kun at
spise den ene side. Og så tager vi hjem til det" Grønne værelse" igen.

Jeg skriver lidt videre på den sang som jeg begyndte at brygge på på efterskolen.
Men det er svært at få melodien på plads. Jeg nynner lidt imens Vivi lytter.
Jeg spørger, hvad hun synes om teksten og rykker lidt rundt på linierne og
sletter noget der ikke dur alligevel. Vivi falder i søvn og jeg slukker bord-
lampen. Måske falder sangen på plads imorgen. Det bliver vist sådan en
"Farvel-sang", som en slags hyldest til alle de mennesker vi har mødt på
vores sydfynske tur.
Vi har efterhånden fået lavet en masse nye sange om de mennesker
vi har mødt på vores vej. Sangene bliver langsomt indført i vores repertoire
efterhånden som vi får rettet dem til, i tekst og melodi og koreografi.
Vivi har lavet en sang om den sure middelalderdame vi mødte på havnekajen
i Odense. Den er blevet et rigtigt hit. Vi har arbejdet lidt med en form, der
tangerer delitant-teater-optræden i bedste Molier komik stil. Den er faktisk
blevet ret sjov.


Torsdag d. 2. september 2004:
Efter dejlig morgenmad i den engelske stue, med mange blå tallerkener på
endevæggen, drager vi afsted til Ærø Folkehøjskole ...fluf pluf pluf ... Hvad
var det? Tine´s bagdæk er punkteret, og vi bliver lidt forsinkede. Men altså,
vi kommer når vi kommer, ik' da ... så må de lige vente. Småløbe, småsmile
... vi er på igen. Vi finder stedet. Dejlige unge mennesker sidder på trappen
til haven ved skolen og modtager os med jubel. Bagefter deler vi ud af klister-
mærkerne, som vi har gjort det hver gang, vi har sunget for folk. Vi får forklaret
vejen til et værksted ... en vej som nærmest løber igennem byens offentlige
toilet.

Vi kommer frem til et cykel og knallertværksted, med tilhørende tankstation.
Benzin fyldes på knallert og bil af den utrolige venlige kvinde. "Ja vi kigger da
lige på jeres knallert, det var da uheldigt at den er blevet flad". Hun synes det
er en super idé at komme ud til folk. For som hun siger, selvom vi har fået meget
mere fritid er det ligesom om vi har fået mindre tid og overskud til at gå ud og
opleve det kulturelle liv. Efter reperationen synger vi sange for værkstedet,
og en kærestesang, som dog ikke lige var aktuel for dem ... anyway, de kunne
godt ha´ været kærester.

Inden afgang herfra støder vi ind i Else og Poul som bor i den gamle smedie.
De fortæller at de mødes en gang om ugen med 6 andre ægtepar for at synge
sange fra højskolebogen. De nyder det fællesskab sangene giver dem. Det lyder
som en fantastisk idé. Det ville have været rart at være med til sådan en aften.
Vi må simpelthen synge for dem også. De får den om "Agnes fra Matador" og
"afskedssangen".
Vi får en mand der har været forbi os én gang til at stoppe op og tage et
billede med vores medbragte 1-gangskamera. Vi vinker og drager næsten
lykkelige ud i det gode vejr, som har afløst den forgangne dags mørke skyer.



Vi kører i et fantastisk snoet landskab op og ned og rundt og ind imellem
med et fantastisk vue ud over havet. Det er næsten ligesom at køre på
scooter i Grækenland. Pludselig dukker der nogle hjemme-værnsfolk op i
landskabet.
Vi spekulerer på om vi er ved at køre ind midt i en militærøvelse.
Der er en masse biler og en hjemmeværnsmand midt på vejen. Vi spørger til
hvad der sker og han fortæller, at de er ved at optage en film om Martin Luther.
Det lyder spændende.

Nå, vi kører videre ad snoede veje. Søby-færgen skal nåes og vi spekulerer på
hvor langt vi har igen. Gashåndtagshånden er træt, og vi tager et lille ophold
for at slappe lidt af, mens vi øver os lidt på "Ærøsangen" ("farvelsangen").
En cykelrytter stopper op og spørger om der er noget galt og om vi har brug for
hjælp. Vi bliver lidt forlegne over, at blive opdaget her midt i vores øvning.
Det er sødt af ham at spørge ... Han er nok helt vildt nysgerig efter hvad
vi er for nogle. Nogle gange glemmer vi helt at vi ser opsigtsvækkende ud.

I Bregninge forvilder vi os lidt. Vi mister retningsfornemmelsen på de
snoede veje. Så vi må spørge om vej til færgen i Søby. Vi banker på ved
en bryggersdør til et lille bindingsværkshus. Inde i et lille bitte køkken lyser
tre ansigter op i det mørke kaffeunivers. De må være overraskede over det
syn der møder dem. De forklarer at vi skal til højre. Jo de vil da godt høre
en lille sang. Min forstærker går ud og de får den fra Tines forstærker alene.
Den ældste kaffedrikker har fået rolatoren bugseret helt hen i døren, og de
kigger generte på hinanden og vi takker for denne gang.

Vi kan lige nå Vestermølle Kunsthøjskole, hvor vores knallertsang når en
lærer og køkkenpersonalet. Desværre ankommer eleverne først på mandag.
"... men hvor er jeres dragter flotte, hej hej".

Vi køber funklende nye batterier til forstærkerne i Brugsen i Søby,
og Tine fortæller om en mand som blev sur på hende inde i butikken,
fordi hun sagde nej tak til en øl i hans selskab. "Hans kone fik i allle tilfælde
ikke lov at gå sådan klædt ud. Nææh, nej". Tine fortæller ham, at der nu ellers
er mange, der bliver glade når de ser vores funklende outfit. Det mener han
nu ikke! Vi prøver at analysere nogle af de få gange, hvor folk er blevet sure
på os. Og bliver enige om det nok mere skyldes den situation personerne
selv er i, der gør, at de ikke har overskud til at kapere noget som skejer for
meget ud over det sædvanlige. Når vi kører rundt, prøver vi virkelig at læse
situationen, før vi træder ind i den. Det hænder selvfølgelig i ny og næ,
at vi læser situationen forkert, men som regel tager vi ikke fejl af vores
intuition og vi bliver bedre til det for hver dag der går.



I Søby møder vi et cykel-ægtepar fra Herning. Men de er blevet trætte af
det bakkede landskab på Ærø og vil nu tage nedenom Sønderjylland hjem.
De lyser af glæde, også selvom Ærø ikke helt lever op til forventningerne.
De fotograferer og vi synger og vi fotograferer og så videre ned til færgen,
der tutter til sin ankomst.
Den time lange sejlads mod Fåborg viser afskårne bakkesider og køer,
der står som små legetøjsfigurer i horisonten.
En ukendt glæde over at se Fyn (jeg er jyde) får små klokker til at ringe i
mig, og jeg savner min lille ubegribelige hengivne familie, og en trang til at
flyve smyger sig op af mine guldarme.



Tines tånegl har boret sig ind i den næste tå i de klemmende sylespidse
støvler og blodet løber stille derfra. En negleklipper og plaster fra Matas får
has på problemet. Vi får skiftet batterierne i vores forstærkere og vi synger
med fornyet kraft livligt for de tyske damer som vi også mødte i Ærøskøbing
og parrene ved cafébordene på torvet i Fåborg.
En velklædt kvinde i hendes bedste alder, er dog en anelse utilfreds med at
vi "kun" præsterer tre numre, hun har taget plads på cafeen og købt kaffe
i anledningen af vores optræden. Jeg beklager! Det er hvad vi synes vi kan
give i denne omgang. Hvis folk reagerer med stor applaus synger vi som regel
flere ... Så længden af vores optræden afhænger i høj grad også meget af
publikum og om vi føler der er stemning for det ... Og så kan vi godt lide den
fornemmelse af, at vi dukker pludseligt op og forsvinder umærkeligt igen. Vi
vinker og hun vinker ... alt forladt.
Gennem Svanninge Bakker på det højeste sted på vejen ligger en grillbar
på en stor parkeringsplads, og vi synger for to unge piger med nyt hår. De
hænger ud i deres parkerede bil. Da vi starter på sangen er en anden bil
på vej ud fra parkeringspladsen. Damen i bilen er for nysgerrig til bare at
køre sin vej uden at se hvad det er for noget. Hun venter til vores op-
træden er slut. Hun smiler og klapper bag bilruden og kører videre. Da
begge biler er kørt, synger vi også lige en sang til hinanden. Sødt synes
jeg. Jeg køber de ækleste halsbolsjer nord for bakkerne og en lemon-
sodavand. Så kan det vist ikke smage mere surt.

På vejen mod NørreBroby er vi lige inden om Hr. Nørgaard, og vi giver den
hele armen, hvilket udløser klukgrin og omfavnelser, og heldigvis også kaffe
i haven. Jubi ... det er skønt at kende nogen på vejen frem!
I Broby kigger vi på vores badevandskort som vi har fået inde på turistinfo
i Odense. Det er vist ikke helt korrekt aftegnet. Pia som har set os igennem
vinduet over fra den anden side af vejen kommer over til os. "Om vi har brug
for hjælp?" Nu kigger vi alle på kortet. Vi fortæller om vores mission. Hun
henter lige datteren Camilla. Hun skal jo også høre vores sange. Bilerne dytter
af os på den stærkt befærdede vej.
Så skilles Tines og mine veje, her i rundkørslen i Broby. Tine og jeg knalder
hjelmene mod hinnanden til farvel, et lille klem på armen og vi kører i guldtøj
i hver sin retning.
Jeg føler mig fri. Vi gjorde det godt og en lille glædes-gråd minder mig om,
at jeg snart skal se mine kære nære.

Mandag d. 6. september 2004
Efter en velfortjent weekend, hvor familien har fået al opmærksomheden,
milkshakes og kage af sand, starter vi op igen. Vi er begge trætte over børnenes
natteroderi og en enkelt mus´s nattepuslen i mit hus.
Vi mødes hos Tine og referat af sidste uges lange tur til "Syden" bliver skrevet
og vi lægger en plan for den kommende dag, hvor vi forsøger at indhente steder
i Odense vi endnu ikke har været.

Vejen går til Syddansk Universitet og den enorme plads foran universitetet har
en skræmmende stor omkreds. De studerende kommer og går ind af hoveddøren.
Nogle venter på bussen, andre står og snakker. Sikkert er det, at indimellem kigger
de hen imod os. Vi har lidt startproblemer, hvor skal vi rette fokus? Det er en stor
plads, og jeg synes det er svært at "nå" hen til alle på en gang. Hvis man kan
sluges af pladsen, eller hvad det nu det hedder; angst for store pladser, så får
jeg en fornemmelse af hvad det vil sige lige nu. Nå, vi kommer igang! Min
stemme er dødbange og pivfalsk, og jeg aner at måske er der nogle der vender
sig en centimeter væk fra os. Vi synger et par sange mere og afslutter med
"99 luftballons". Jeg mener at høre nogle klapper selvom min tynde glas-stemme
kunne have ryddet et militærområde.
De studerende er nysgerrige; hvad har vi dog gang i? Der bliver snakket lidt
og vi fortsætter mod Rosengårdscenteret, hvor ventende på bussen og kunder
fra en af centerets indgange er vores tilhørere. Da vi er færdige, kommer en
nydelig mandlig vagt. Smilende beder han os om at køre igen. "Dette er et privat
område, og hvis vi vidste hvad der kom af tiggere og protestsangere her, så ville
vi nok forstå, at alt uønskelig adfærd og elementer blev forvist, selvom vi godt
nok var af en af de bedre af slagsen. Vi skulle bare have meldt vores ankomst
til ledelsen - for han kunne jo se at vi havde gjort noget ud af det - så havde
det ikke været noget problem". Hmm... det er ægerligt, at der ikke er plads til
anderledeshed i Danmark uden at skulle udfylde en masse skemaer først.
Videre må vi, og naturligvis bærer vi over med denne private politik.
Rosengårdscenteret virker dog som et af mest offentlige bygninger jeg kender
i Odense.

Vollsmose anes og Tine guider os op til indkøbscenteret, hvor en pige med
mørkt hår og rødt tøj smiler til os. Vi er hærdede nu og synger fordi vi vil og kan.
Vi lokker mennesker udfra de grå bygninger. To søde drenge, Walid og Mohammed,
har fået fri fra skole, de lytter opmærksomt. Deres melankolske smil rammer os
og vi hører lidt om deres dag. En ældre mand svæver forbi os, iklædt sort tøj,
hat og hvidt skæg, lysende af en svunden tid.
En mand klapper begejstret, en anden lystig mand efterlyser cykelsange,
og vi deler vores klistermærker ud. En treide synger en sang for Tine "Oppe i
Norge boede tre trolde ...". Han har sunget i drengekor på et drengehjem da han
var lille og synes lige at vi også skal have en sang. Hans rug stemme minder om
hvor længe det er siden.



Vi knallererer gennem Kochsgade og synger for de tilstedeværende på Skibhus
Torv. Mange dukker frem på gangarealerne indtil lejlighederne på 1., 2. og 3.sal..
Her har jeg så tit været, da jeg boede på Windelsvej, og stedet minder mig om,
at jeg også er en helt almindelig kvinde, der køber frikadellefars, havregryn og
mælkesnitter.

I krydset mellem Østre Stationsvej og Thomas B.Trigesgade, kører Tine lige op i
røven af mig, og nok en gang skal jeg tage mig i, at der er andre end mig på
kørebanen! Ind på byggepladsen overfor Banegården. Af en eller anden besynderlig
årsag, er fodgængerovergangen blevet indhegnet, d.v.s. spærret for overgang.
Vi må køre lidt længere inden det planlagte mål, baggården til Ungdomshuset i
Nørregade arriveres. Vi gasser op og to håndfulde mennesker, tager glædes-
strålende imod vores sange, og på trods af ledningsforstyrrelse og gravko-lyd i
forstærkeren, åbner mødet med dem en mulighed for måske at lave et sam-
arbejde mellem dem og os! Jubii!! Måske kunne vores hyldest sang til Agnes i
Matador også blive vores virkelighed; at vi kan klare os selv økonomisk i vores
erhverv ... det ville jo være dejligt, men måske stadig utopisk, når ens erhverv
er billedkunstner!




Tirsdag d. 7. september 2004:
Vi tager vores sædvanlige rute hen til 'vores' tankstation for at fylde Puch'erne
op med knallertbenzin. Vi har tit snakket om, at vi vil give et nummer henne
på tanken, for de må da efterhånden undre sig over hvad vi er for nogle! Og
netop denne dag er der endelig én af de ansatte der, som tør at spørge
os. Vi fortæller hvad det hele går ud på og giver et nummer. Tankstationen har
lige fået et nyt rum med spillemaskiner. Hvilket jeg bare synes er et helt fantas-
tisk syn at møde på en tankstation. Det minder mig om Las Vegas. Det ville
være den perfekte baggrund til vores space-elvis dragter. Vi får tankpas-
seren til at tage et billede af os imellem spillemaskinerne. Jeg glæder mig til at se
det fremkaldt. Vi har seks engangskameraer til fremkaldelse, men har ikke haft tid
til at hente dem endnu.



Nå, men vi kigger engang på kortet og ser at vi skal køre mod "Over Holluf"
for komme i retning mod Nyborg. Vi beslutter os for at køre forbi Hollufgård
som er et værksted og residence for udenlandske kunstnere. Jeg har hørt
at min Japanske ven Kimurai, som jeg mødte i Sydkorea på en performance
festival, hvor vi begge optrådte, har fået et ophold og jeg tænker, at det
kan være sjovt at overraske ham. Han ser fuldstændig måbende ud da vi
kommer kørende og forstår ingenting. Jeg tager hjelmen af for at han kan
genkende mig. Men han ser stadig lige forbløffet ud. Ja det må nok også
være temmelig overraskende at se to guldknallertpiger troppe op midt i
bronzestøbningen. Han begynder efterhånden at komme til hægterne. Vi
synger nogle sange på dansk og "Daughter" sangen, som Vivi har lavet for
lederen af Hollufgård og de fire arbejdende kunstnere. Erling tager nogle
billeder af os, som han har mailet til os. (I kan se dem i gæstebogen)

Det er sjovt at kommunikationen går så hurtigt. Mange steder hvor vi har
været, har især de unge, taget fotos af os med deres mobiltelefoner og optaget
os på deres ringetoner. Der er også et par steder, hvor dem vi optræder for,
allerede har hørt om os igennem deres venner. Så kommuinikationen foregår i
bedste velgående på Fyn, trods det at vi ikke har fået nogen pressedækning.
Vi har snakket meget om vi skulle gøre endnu mere for at kontakte pressen
udover den pressenmeddelelse vi allerede har sendt ud. Men vi har bestemt
os for at den her måde at kommunikere på - en til en - egentlig er en måde
som vi rigtigt godt kan lide. Det bliver et meget mere personligt møde. Både
for os og dem som vi synger for. Og det er rart, at det er på det helt basale
niveau. Jeg synes tit at tingene kan blive for uoverskuelige og upersonlige,
hvis man skal konfronteres med gud og hver mands udsagn. Det er nogengange
nemmere at tage stilling til den konkrete situation man står overfor. Så kan man
sige fra og til. Nogle gange kan det selvfølgelig godt undre os :-) at folk siger nej
til en sang. Men vi respekterer det og kører videre, hvis folk siger nej tak.

Nå men tilbage til turen ... vi kører igennem Over Holluf hvor der sidder nogle
voksne og unge mennesker på bænken ved gadekæret. De kommer fra Fraugde
Nørbjerg skole. Vi synger nogle sange for dem og de får klistermærker med til
deres kammerater. Overfor gadekæret er der en fantastisk 4-længet gård med
et træ i midten.Træet fungerer nærmest som loft i midten af gårdspladsen.
Bladene når lige nøjagtigt til underkanten af det stråtækte tag og følger
kanten hele vejen rundt i gårdspladsen. Det må vi have et billede af.
Vi kører videre. I en lille by farer vi vild og spørger et par ældre herrer om vej.
Postbudet stopper op. Vi synger nogle sange for dem. Nej, hvor de bliver glade.
En stor petroliumblå glinsende convertible cruiser forbi. Wow den er flot. "Ja,
det er en rigmand, der bor deroppe i svinget". "Nej ... han har en anden én."
Nå de er lidt uenige. Snakken falder på hvor vi kommer fra og Vivi falder i god
hak med Jyden, der også er tilflytter. Nu blir han bare mobbet når kan kommer
til hjemstavnen i Esbjerg. Og når han mødes med gamle bekendte på værtshuset
"Karkluden", er han blevet omdøbt til "Fynboen". Mændene fortæller os den
bedste vej til Nyborg og om et sted på havnen i Nyborg hvor vi kan købe billige
bajere ... Når vi nu ikke har tid til at drikke én med dem. Vi takker og suser videre.

Igennem Davinde kører vi om kap med en flok gråspurve, imens jetjagerne skyder
hvide striber op på en høj blå himmel. En hord okser græsser, men bemærker ikke
noget usædvanligt eller besynderligt ved vores tilstedeværelse. - Vi er bare to
uinteressante mennesker.



Vi er sultne og stopper i Ellinge, hos Købmanden. Vi går ind og køber lidt
rugbrød og pålæg. Købmanden tilbyder, at vi kan spise vores frokost i hans
baghave. Det er da et tilbud vi ikke kan sige nej til. Nu er det vores tur
til at blive overrasket. Bag den lille købmandsbutik åbner der sig et sageligt syn
for os. En kæmpe park med flotte stauder og en guldfiskedam. Vi gør store øjne.
Jeg garanterer at købmanden fryder sig i sit stille sind over at kunne overraske os,
på samme måde som vi har overrasket ham. Han smiler bredt.
Vi sætter os hen til et rundbord under parasolen og spiser vores mad på hans
tallerkener. Vi spørger om vi må tage et billede omme i hans have. Vi skal selv-
følgelig have et billede af guldfiske dammen.

Inden vi smutter videre spørger vi om han ikke kunne tænke sig en sang. En
dame i haven overfor iler ned til os. Hun var lige ved at putte tøj i vaske-
maskinen og kunne høre noget hun ikke havde hørt før i sin lille by. Hun står
bag hækken og smiler. "Hvad er det dog for noget". Jeg går over til hende
med et klistermærke og forklarer vores projekt.



Hun tilbyder os et job til Maj til Ullerslevs kulturdage. For det her er da noget
af et særsyn.
Vi tager billeder af hinanden og kører videre igennem Skellerup og Kullerup,
hvor vi spørger en havemand om vej. "Hvilken planet kommer I fra", spørger
han. Planeten er sørme ikke mere eksotisk end Odense svarer jeg ... Nå,
det kan han ikke forstå.

På vejen ind mod Nyborg by dytter og smiler nogle unge mennesker fra
deres biler. Vi drejer ind på Lystbådehavnen i Nyborg.
Vi afbryder mændene på havnen i at stavle fiskekasser ... eller hænger de
måske bare ud der!
Jørgen, "Træslagteren" bliver 67 år i dag og det er jo heldigt, at vi så lige
har en fødselsdagssang i ærmet. - Teksten til fødselsdagssangen efter-
hånden kommet på plads og jeg synger uden tøven. - nogle gange er det
svært lige at huske alle vores nykomponerede sange. Men efterhånden som
vi synger dem mange gange, bliver de banket på plads.
Mændene fortæller at her har de deres eget lille fri kvarter, som godt
nok er ved at blive ødelagt af al nybyggeriet på havnen. De nye boliger
ser lækre og dyre ud. Og det er de også bedyrer mændene.
"Træslagteren" giver en omgang. Mesteren kommer ud og spørger om han
skal lave arbejdet selv og griner ad os. Vi drikker vores cola.
Det gør godt i den tørre hals. Jeg er efterhånden lidt smadret i stemmen
af en snigende forkølelse. Øv, det passer ikke så godt lige nu.
Vi takker for drikken og synger et par numre inden vi kører videre.

Åh nej ... min knallert vil ikke starte. Jeg prøver et par gange. Vivi siger,
"Nå så kan du se hvordan det er når den ikke vil starte". Mit hjerte hopper
lidt i utakt. Mesteren går ind og se om han har et topnøglesæt, men heldigvis
starter knallerten igen. Det lyder godt nok som om der er benzin nok på.
Måske den bare var druknet. Den har godt nok en begyndende tendens til
at gå istå. Det er ikke så godt. Jeg er lidt nervøs, skal vi bare skynde
at køre hjem. Nej, nu er vi kommet så langt. Jeg har aldrig været i Nyborg,
så vi skal lige op og se byen.

Vi synger et par sange på gågaden for en mand, som sidder på en trappesten
og venter foran dommerbygningen. Han ligner forfatteren Jan Sonnergaard,
men er det nok ikke.
Et par piger kommer grinende hen imod os. Vi deler klistmærker ud og synes
at nu er det på tide at komme hjem. Min søn har fået skoldkopper og bliver
passet af svigerfar. Så vi må nok hellere se at komme hjem inden det bliver
for sent. Turen hjem føles lidt lang. Det har været endnu en god dag. Med
mødet med mange glade mennesker på en dejlig solskinsdag. Vores skygger
bliver lange på asfalten og kulden trænger sig på. Da vi kommer hjem, er det
meningen at jeg skal skrive referat til dagbogen, men jeg er mere træt end
min søn og falder i søvn før ham.




Onsdag d. 8. september 2004:
Idag skinner solen sørme også, og efter de sædvanlige forberedelser
drager vi idag mod Bogense.
Udsovne, men med en begyndende forkølelse hos Tine, kører vi ud i det
gule september landskab.
På Lumbyvej bor en af vores venner, Mikkel. Han fylder år, så vi vil lige give
ham "fødselsdagssangen". Desværre er han ikke hjemme.
Lige i nærheden, har jeg arbejdet en sommer i hjemmeplejen, og vi ringer på
døren og en flok af gode kvinder som hjælper de ældre i nødens stund, stiller
op på trappen foran det hyggelige hus, hvor de har deres base.
Vore stemmer er godt smurte og vi modtager stort bifald. Den unge fyr som
venter på bussen griner over hele hovedet!



I Allesø ser vi et dannebrogsflag er hejst til vejrs. og vi kører forsigtigt ind på
gårdspladsen, hvor en stor tank lastbil fylder godt op, fra maskinlyden at dømme,
må mælken være på vej ind i maven af dette funklende køretøj.
De tre arbejdsmænd er optaget af arbejde i hjørnet af gården, og går modvilligt hen
til os, for at høre en sang. Derefter spørger ejeren af gården hvorfra vi kommer,
hvad meningen er, om vi er i familie med hinanden, eller Jehovas vidner, en god
blanding af nysgerrig og kritisk karakter træder frem af hans spørgsmål, og da vi
fortæller, at det er for at glæde folk, og for at komme med kunst til folk, mildnes
han. Han fortæller at hans kone, som just er trådt ud i gården, også er kunstner,
hvortil hun smiler forlegent.
Tine og hende snakker om at de begge har gået på Kerteminde Håndarbejds-
seminarie. Læreren Ilse som de begge er blevet undervist af bliver rost af begge.
En afslutningssang og videre til Søndersø.



Vi gør ophold ved Farmors Grill, hvor der oser af en varm og tør amerikansk
roadmoviestemning. Dog kravler en asiatisk kvinde rundt, med en grøn armyhat,
og trækker ukrudt op af indkørslen til de private gemakker. Hun værdiger os
et enkelt blik, og arbejder videre.
Vi betjenes af en meget venlig japansk indehaver. Han fortæller os at her inde i grill-
baren ser vi helt almindelige ud, men da vi suste forbi hans grillbar var det ligesom
om at vi ikke eksisterede, fordi gulhårerne flimrede så meget at vi nærmest var
gennemsigtige. Det er sjovt at høre sådan en beskrivelse, fordi den oplevelse kan
vi jo ikke selv registrere når vi selv er iført dragten. Måske der er derfor alle mener
vi virker alien-agtige. Han er meget interesseret og spørger til hvordan vi får musik
ud af knallerten. Da vi synger for ham, synes han at "Ærø-sangen" virker meget
bekendt og japansk!



Igennem Søndersø midtby vinker Tine til en mand der sidder og venter på en
trappesten. Han gør honør og smiler tilbage. To skoledrenge i rundkørslen på
vej ud af Søndersø råber; "hva' fanden det er for nogle dragter"?
... vi forsvinder ud i det blå. På landevejen igen.

Pludselig ser jeg to store flokke af mennesker i det fjerne, en flok på hver sin
side, det ser besynderligt ud, hvorfor er de ikke samlet. Tine fortæller at de
venter på rutebilerne og er unge fra Nordfyns Gymnasium. Hun ved den slags,
for hun har selv gået der i sin tid! Vi liner op og giver et bud på livet, og det
vækker pift og klappen.
"Det er sgu i orden", bliver der sagt fra de unge.

I Skamby møder vi Emil på cykel og hans far, som viser os stor taknemmelighed.
Vi når Bogense ved 17.00 tiden og vi cruiser roligt gennem den snoede snævre
hovedvej, og oplever en glad stemning. Folk snakker på bænkene, og det virker
til at være en by med sammenhold bladt indbyggerne. "Jo tak", siger tre ældre
mennesker og sætter sig på bænken foran os; "vi må gerne synge for dem", og
de smiler og nikker. Og gud hvor er det skønt og afslappende! De ligesom ind-
gyder mig selvtillid inden vi er startet, og sangene går strygende, og folk fra
værtshuset på hjørnet kommer ud og rokker med.
Edith vil da også høre en sang, hun kommer trissende med rolatoren (Den
har den obligatoriske grønne farve ... Tænk sig, hvis man nu bare ikke kan
udstå den farve ... så er man på den. Jeg håber der er valgmulighed mellem
flere farver og mønstre, når den tid kommer hvor jeg får brug for én).
Edith får fødselsdagssangen, hvilket er passende, da hun fylder 80 år dagen
efter. Hun fortæller at hun selv spiller klaver, og hun kan høre at vi kan synge!
Jens kristian kommer og danser med Tine, alt imens han synger sange til hende,
hans øjne tindrer bag brilleglassene og han er meget rørende i hans udtryk.
Edith fortæller, at han hver dag er inde i samtlige butikker og ønsker alle en god
dag. Her kan man tale om overskud. Klistermærker deles ud og børnene bag
jerngitteret ved værtshuset på hjørnet skriger højt på os, de vil også have
klistermærker, hvilket de selvfølgelig får. Et par engelsk talende ældre damer
spørger til, hvad vi synger om. Vi fortæller at vi synger om efteråret og om
de mennesker vi har mødt på vores tur rundt på Fyn. Vi giver lige et par
ekstra numre bl.a. "Rock me to sleep" ... så kan de også følge lidt med.

Farvel du muntre Bogense, hjemad mod Odense igen af den store vej, for vi
skal skynde os hjem til vores børn.

Torsdag d. 9. september 2004
Denne sidste dag på vores turné bliver en del anderledes end de andre, da
vi har det lille hold med til at dokumentere vores tur.
Naturligvis bærer mødet med folk også præg heraf. Alle ved jo at de er på.
Edmund videofilmer. Hans kører bilen. Kirstine fotograferer. Hun har også to
elever med fra den skole hvor hun er i praktik.



Idag er vores mål Middelfart.
Gennem Odense venter vi indimellem på Kirstines røde postmand Per
bil, og Edmunds tyske Senator bil, i hvilke vor lille dokumentarhold sidder i.
Ved en lyskurv møder vi en supersmilende fyr med kasket og på cykel. Han
er så nysgerig at vi ikke kan andet end at trække knallerteren til side på
fortorvet og tilbyde ham en lille smagsprøve på en knallertsang.
Hans smil bliver så bredt, at jeg tror han flækker.

I udkanten af byen, drejer vi ned til Elsesmindes produktionsskole. Vi er
heldige at komme i elevernes pause. Efter et par numre, begynder de første
at komme med tilråb. Jeg er lidt i tvivl om det er kampråb fra disse unge mænd.
Det viser sig heldigvis kun at være udtryk for begejstring!
Vi får en snak, og bliver budt på mad, men nøjes med at sige ja tak til at få
frugt med på turen, vi skal nemlig skynde os en anelse, da Kirstine
(fotografen) skal være hjemme med eleverne klokken 14.30.

På en grusplads i Brændekilde synger vi for tre arbejdsmænd som står og
roder ved en ladvogn. Allerede efter den første sang, begynder de at
bevæge sig væk, og vi fortsætter for det smilende par, der står i et fjernt
hjørne i bagindgangen til en butik. "Vil I have en sang mere?" "Nej tak",
svarer de. "OK". Vi sætter mikrofonen fast bagpå forstærkeren, imens en grå
hoveddør forsigtigt atter lukkes til over på den anden side af hovedgaden.

På vejen til Vissenbjerg leder vi efter de store runde halmballer. Tine synes,
at det kunne være et fedt billede med dem i baggrunden. Hun synes at de
virker så 'alien' og fantastiske. Måske har halmballerne lidt af det samme udtryk
som os. - Folk har tit udbrudt, når de har set os ... "To damer fra Mars"!
Jeg kan også let forestille mig, at vi trak stråene ud af ballerne og syede en
natur-gulddragt. Men det vil fandeme bare tage alt for lang tid.
Bare det at sy vores gulddragter tog en krig! Så at væve en strådragt bliver
ved tankeboblen.



Vi finder et fantastisk vue ned over en skrående mark med kæmpe runde halmballer.
Skyggerne fra halmballerne falder perfekt og nede i bunden af marken arbejder
mejetærskeren for fulde kraft i den strålende indiansummer, men Kirstine siger
at solen er i den forkerte retning. Nå ja ... ØV, der er mange ting der skal passe
sammen. Vi kører videre og finder et andet sted, men uden halmballer. Det er
ligesom om at markerne lige pludselig er udgået for runde halmballer.
Nå ... der bliver filmet og knipset. Tiden går og de to elever, sidder bag i bilen
og kommer til at lære hinanden rigtig godt at kende! Vi tænker på dem og håber
ikke at de keder sig for meget.

I Vissenbjerg butikscenter synger vi størstedelen af vores sange, for tre piger, nogle
øldrikkende mænd på bænken, en koreaner og en ældre kvinde med helt hvidt hår,
en mand med en gøende hund, nogle fyre som har set os køre rundt inde i Odense
og mange andre forbipasserende ... og ... nå ja ... en fyr der kører hammerstærkt
på en dødflot mørkelilla og meget højtlydt scooter.
En doven middagsstemning på den lille solvarme plet mellem småtræer i kasser og
godt bænkemiljø dølger os i møde. Ufortrødent springer vi rundt. Folk lytter en stund
og nye kommer til.

Her siger vi farvel til Kirstine og hendes elever. Vinkende til nogle mødre og børn fræser
vi ud af Vissenbjerg. En lang lige landevej kommer os imøde. Vi kører om kap med
de tungt lastede convoyer med dele til vindemøllerne. Vi kører og kører .... og kører.
Det er lidt koldt. Vi holder nogle stop og ringer til vores børn og hører hvordan de har det.
Tine er lidt bekymret over hendes skoldkoppe søn, som idag bliver passet af hendes
mor i Kerteminde i sommerhuset. Men heldigvis har de det begge strålende og har
leget "lave/smadre sandkager" hele dagen.
Endelig støder vi på nogle runde halmballer og Edmund er på pletten. Fino, så er den
i kassen.
Efter nogle video-optagelser under lillebæltsbroen ... der hvor der plejer at være "Rock
under Broen", tager vi en pause. Siddende som havfruer på de store sten med sølv-
havet bag os bager solen ned fra en skyfri himmel.
Edmund fortæller om hans tur til Tanzania i 70érne , hvor han engang så en hvid mand
sidde og tromme på gaden, og over 300 tanzanianere stod stimlet rundt om ham ... ikke
fordi han optrådte, men fordi han var en hvid mand. Ligesom os lignede han også en fra Mars.
Nu kører Edmund og Hans hjem. Farvel og tusinde tak for idag.

På vejen hjem i udkanten af Middelfart industrikvarter, møder vi Vaitheega på 10 år.
Hun sidder i hjørnet af en nyanlagt græsplæne i et nyanlagt parcelhuskvarter. Det ser
ud som om at hun keder sig alene med en fodbold, og vi kan slet ikke lade være med
at tilbyde hende en sang. Hun lyser op og kommer springende over til os med det
det kulsorte hår og lilla ørenringe flagrende om ansigtet. Vi synger måske for sidste gang
vores 'knallertsang'. Hun får det obligatoriske klistermærke ... og lidt til som hun kan
dele ud til sine venner. Lige om lidt skal hun over og passe et mindre barn.
Farvel du smukke pigebarn.
I Nørre Årup, ved tankstationen der ligger udtil nr. 161 landevejen mod Odense, får
vi fyldt tanken op. En fransk hotdog indtages på bænken, hvor en nørreårupianer
sidder og nyder en øl.
Vi snakker lidt om Odense og den gamle bydel. Han synes det er synd, at der kommer
så meget nybyggeri, som ødelægger stemmningen og som folk slet ikke har råd til at
betale. Det er svært at være uenig med ham!
Han siger genert nej tak til en sang, men vil gerne have et klistermærke, for
han har bredbånd, og så kan han se os på vores hjemmeside. En lyshåret frisk
dreng kommer cyklende hen til os, og vil enormt gerne høre et nummer, hvilket
han får, og vi tror at den generte mand for en oplevelse med også.

Så er der bare den lange vej hjem. 34 kilometer til Odense, siger skiltet.
... Åh nej, endnu engang nægter Tines knallert at starte. Vi er begge trætte. "Kom nu
kære lille Puch bare en sidste gang skal du starte". Jeg prøver lige at træde på kick-
starteren for Tine. Den hoster lidt. Engang til og så kommer der liv i den.
Vi tager en dyb indånding, og kører afsted i vores slidte, men stadig funklende
dragter.
Smilende og møgtrætte ... færdige med vores mission, og med en god fornemmelse
af et vellykket projekt, kører vi ved siden af hinanden, opfyldt af den kraft som
vores samarbejde har bygget op. Vi vinker engang imellem til høstarbejderne i
solens sidste glød. Kigger ind imellem på hinanden med et smil om munden og
tankerne på om det mon nu også bliver den sidste knallerttur.




Fredag d. 24. september 2004
Vi troede at vores aller sidste knallerttur var kørt!!!
... Men så synes vi alligevel at vi mangler lidt ekstra-optagelser til vores mini-
videotrailer. - Så med en aftale om at mødes med et håndfuld kamera-bevidste
venner i Odense centrum, kører vi afsted ... Men vi når ikke engang ud af have-
lågen før kablet til Tine´s gashåndtag ryger sig en tur. "Spvirnng ...", knallerteren
bliver provokerende stående. "Ha ... , så I troede jeg skulle ud at køre ha...
ha ... ha ...", lyder det forkølet fra knallerten inden motoren går død med et
stille suk.
Vi bliver lige lidt ærgerlige, vi havde regnet med godt en times opvarmning inden
optagelserne i byen. Nå, op på armen med Tine og den døde knallert, og så kører vi
med kraften fra min Puch, ned til Kurts Knallertværksted, men han har ikke et kabel!
"ØV" ... videre til "Pers Cykler" i den anden ende af byen, folk pifter i den gode
sensommersol, og vi håber det bedste! Vi kan næsten ikke smile tilbage til dem der hilser
i angst for hvordan denne dag vil ende.
"Cykel Per" har kablet, men ikke tid til at reparere den. "ØV". Vi køber kablet og trækker
hen om hjørnet, hvor vi ringer på hos ham den søde fyr, som ville låne sin scooter ud til
os, den dag vi skulle optræde til brylluppet på Hesbjerg. Desværre han er ikke hjemme. "ØV".
Vi ringer til kameraholdet og beder om mere tid, hvilket de siger ja til. Søde venner,
dem kan man ikke undvære.
Skævt og i rasende fart gennem byen, kører vi igen mod Kurts Knallertværksted med
det nye kabel i hånden. På vejen møder vi Anita´s søde datter, Sofie og hendes tre
venninder. Sofie er stor fan af os og hun vinker og hujer, men vi har ikke tid til
at stoppe ... "Så dejlige tøser ... I får en sang en anden dag!"

Endelig hos Kurt. Jeg har efterhånden 5 røde fingre printet ind i min arm af at
trække Tine afsted på hendes knallert. Vi sniger os endnu engang ind i Kurts
værksted, men trods Tines lokkende klange ;"vi giver dig en CD. Vi synger en
sang for dig, som er lavet specielt til dig. Ple....ase lav vores knallert". Grædende
på knæ og med foldede hænder, må vi alligevel erkende, at nogle gange må man
tilpasse sig virkeligheden, som består i at tre andre knallertrister står og venter på
at få deres knallert tilbage!
Kurt siger, at de er tre mand på værkstedet nede på Albanigade, og der har vi held
med at få den ordnet! JUBII...

Uden opvarmning, udover en lille romtoddy-spids fra Tines private skab, kører vi lige
en tur ned af Vindegade, før vi arriverer gågaden´s springvand ved Vestergade.
En ung mand med lyst hår og skæg, med en øl i hånden, kommer og omfavner mig.
"Det var godt at du kom, jeg har det bare så skidt, ingen kan lide mig og mine venner
er sure på mig", siger han og tårene triller ned af kinderne på ham.
Jeg bliver dybt berørt og modtager endnu en omfavnelse, og siger til ham at nu vil
vi synge for ham. Han sætter sig over på bænken.
Der er vildt mange mennesker, og en flok børn i førskolealderen placerer sig foran
os, nu skal der ske noget! Vi formår at holde dette store publikum hos os
til hele repertoiret er godt sunget igennem. Vi er vildt stolte!
Den fortvivlede ung mand kommer flere gange og takker og undskylder. Jeg
hilser på hans ven, der også sidder over på bænken. Vennen ligger en arm om
den grædendes skulder, og siger, at han skal falde til ro nu.
Jeg er rørt over den unge mands tillid til mine trøste-evner, og over at hans tårer
tilsyneladende ingen ende vil tage.

Børn, unge, forældre, gågadegængere og knallertinteresserede flokkes om os.
Vi får delt resten af vores klistermærker ud. De bliver revet væk - den sidste reminisens
fra vores knallertperformance.

Farvel fra Tine og Vivi, vi ses måske snart igen!